Der er intet svind i medicinen på danske sygehuse - og hvis der er, er det forsvindende lidt. Sådan lyder det fra ledelserne på fem hospitaler landet over, hvor Avisen.dk har søgt aktindsigt i medicinsvindet.
Men ledende embedslæger og misbrugseksperter siger, at virkeligheden forholder sig anderledes. Det samme gør tre sygeplejersker og to læger, hvoraf ingen ønsker deres navne offentliggjort.
De fortæller til Avisen.dk, at tyverierne er udbredte og systematiske.
"Det er frit valg på næsten alle hylder. Jeg tror, at alle her på afdelingen forsyner sig - til eget forbrug og til familien. Der er ingen kontrol overhovedet," siger en sygeplejerske ansat på Skejby Sygehus.
En anden sygeplejerske siger, at alle opfatter det som et personalegode. Og en læge fra Rigshospitalet fortæller, at hun leveringsdygtig i medicin, når gode venner ikke gider gå til deres egen læge.
Læs også: Medicintyveri på sygehuse ude af kontrol
"Der er slet ikke unormalt, at sygehuspersonalet løbende opbygger et lille privat arsenal af både håndkøbsmedicin og receptpligtig medicin herunder antibiotika til sig selv og veninderne, der måske har fået blærebetændelse," siger hun.