»Vi står i en umulig situation. Charlotte har været syg i 12 år, og ingen kan fortælle, hvad hun fejler. Jeg aldrig har oplevet noget lignende,« siger Søren Barton McNair. Han har været praktiserende læge i 21 år og Charlotte Sørensens læge i otte år.
Ligegyldigt hvad Charlotte Sørensens fejler, er hun syg og mangler en forklaring på, hvad hun fejler. Og det er umuligt, at hun blot bilder sig ind, at hun er syg, fastslår Søren Barton McNair.
»Hun kan ikke selv have fabrikeret alle de testresultater, der tyder på tuberkulose, og lavet en mærkbar udfyldning (en hård klump, red.) i sin egen mave,« siger han.
Han afviser, at specialisterne bevidst ignorerer Charlotte Sørensens symptomer.
»Det må simpelthen ikke være rigtigt, for det giver ikke mening. Jeg har fuld tillid til mine kolleger,« siger Søren Barton McNair.
Han beder i brev efter brev sundhedsministeren om en uvildig vurdering hos specialister i udlandet.
»Man kan godt forstå, at hun har mistet tilliden til systemet, når man ser på alle de gange, man har glemt at lave undersøgelser.«
»Det kan godt være, at man har glemt dem, men så har Charlotte været en meget uheldig patient i hele det her forløb,« siger Søren Barton McNair.
Én ting ved han dog med sikkerhed.
»Charlotte kunne ikke have gjort noget anderledes i den her sag. Hun har virkelig kæmpet.«
Rigshospitalet afviser
Specialister på Rigshopitalet vil hverken undersøge eller operere hende, selvom de anerkender, at hun har haft tuberkulose, og at hun stadig har symptomer.
»Problemet hos Charlotte Sørensen er, at man aldrig har kunnet se bakterien. Så kan hun have en sjælden variant, som man ikke har tjekket for - det kan man ikke udelukke. Men forekomsten af den slags er meget, meget lav,« siger Peter Skinhøj, chef for epidemiklinikken.
»Det er muligt, at der aldrig er foretaget dyrkning for tuberkulose. Men det er usandsynligt, at nogen skulle gå med en ubehandlet tuberkulose i så mange år, uden at det udvikler sig mere,« siger Peter Skinhøj.
Men skal I ikke blive ved at undersøge hende, til I finder ud af, hvad hun fejler?
»Man skal gå langt. Men det koster jo penge og indebærer en risiko for patienten, hver gang man laver undersøgelser. Man må også stoppe et sted,« siger Peter Skinhøj.