Mandag d. 14 maj. 22.00. Christianshavns Torv, København
Konen synes, det er godt, jeg har fået noget, der minder om en hobby. Lige så snart, der er optræk til optøjer, så griber jeg partisantørklædet og suser af sted. Bare for at kigge på.
»Husk, det her er fucking riots,« råber en punker i sin medbragte megafon, og pludselig står der 300 aktivister ude midt på Torvegade og spærrer for trafikken.
»Hey, lad os vælte den bus,« foreslår en ung fyr, der normalt holder til i Pusher Street.
»Neeeej,« lyder det fra flokken, der lader HT-ekspressen passere. Nogle griner og ryster på hovedet. Der er dog grænser for anarkiet.
De regler kender akademikeren og jeg efterhånden alt til. Vi har været med mange gange før og er det, man kan kalde en form for demo-venner. I aften får vi os atter en stille håndbajer, mens de unge skraber caféstole, containere og cykler sammen til et stort protest-bål. ¿Cigarkassen¿, den hytte på kanten af Fristaden Christiania, som de hjemløse normalt overnatter i, blev onduleret af staten her til morgen. Den er allerede ved at blive bygget op igen, forlyder det. Det er den sjove del af mørkets aktion. Men her på torvet er det alvor.
En Ungeren-aktivist og en christianit kan ikke blive enige om, hvem der skal råbe hvad i megafonen. Men ske noget, det skal der. Nogen smider cykelkæder op på el-ledningerne, så lyset går ud. Alle pifter og klapper. Brosten bliver flået op. Bål brænder. Sort røg. Og så starter det, som min demo-ven kalder anarkismens lancier.
Pludselig rykker det ellers pænt afventende politi-beredskab frem. 90 procent af demo-deltagerne løber i alle retninger. Kun et dusin af mest hardcore bøller venter og sender sit arsenal af brosten og flasker af sted mod ordensmagten, men skytset preller af de pansrede mandskabsvogne og selv de, der for en halv time svor at smadre strisserne, forsvinder ad nærmeste sidegade.
Ekstrem sport
Politiet sætter sig hårdt på Torvegade, alt imens der bliver lavet nye brændende barrikader foran indgangene til Fristaden. Vi venter på Hollænder-vognene, men i dag angriber kavaleriet ikke så en for alvor. De titter frem. Pruster. Afventer.
En flok løber af sted for at fremprovokere et angreb. Akademikeren er med. Nysgerrig som han er. Er lige ved at blive fanget af tre betjente på lur, mens alle forsøger at slippe tilbage gennem egne barrikader. Synet af folk i fuld fart skaber panik i den store passive gruppe af mennesker, der altid fylder godt omkring bålene, men aldrig selv deltager aktivt.
»Bliv stående. Bliv stående,« gjalder en af de erfarne aktivister. Forgæves. Kun den hårde kerne bliver. Kaster med skyts, når de ser en sirene. Finder småt brændbart på Christianshavns Skole. Og sådan bølger det frem og tilbage i timevis, indtil Christiania er pakket ind i tåregas.
Det er tid til at liste hjem.
»Det er ligesom at dyrke ekstrem sport,« siger min demo-ven.
»Når man først har mærket suset og vreden, så er gadekamp ikke fjernt for én mere,« siger akademikeren om den fascination, han har fået for noget, han engang syntes var en uacceptabel fritidsbeskæftigelse. Sådan er det med nye, spændende hobbies. De kan være vanedannende.
1. marts, Nørrebro, København
For akademikeren startede det hele den morgen, hvor politiet ryddede Ungdomshuset. 10 timer senere er 3.000 mennesker samlet til demonstration. Her er alle slags mennesker. Skolebørn og pensionister. Lærere og håndværkere. Punkere og pædagoger. Det er her, akademikeren og jeg mødes for første gang, bare for at være med, hvor der sker noget.
Crowden er rastløs. Afventende. Lettere forvirret. De autonome er dagens sortrandede eminence. Når de går, følger flokken med. Vi går mod Jagtvej. På hjørnet af Nørrebrogade og Elmegade står der et par urobetjente, i dag bliver de katalysator for vreden. Det er dem, mængden mangler for at få forløst vreden.
De to uro er bliver bedt om at flytte sig, det vil de ikke. Der bliver skubbet til dem. Der opstår tumult. Til sidst hopper de ind i en bil og kører væk. Et jubelbrøl løber ned gennem de 3.000 demonstranter. De forreste maskerer sig. Intensiteten stiger, da et par Hollænder-vogne forsøger at spærre for fremmarchen. De bliver stenet tilbage. Igen dette gjaldende »YEAH«. En vildskab. En tæthed. En styrke, fordi gruppen er så gigantisk. En tro på egne evner til at udfordre magten og få afløb for afmagten. Det er dem mod os. Sort mod hvid.
»Lad os smadre de fucking pansere,« råber en hætteklædt mand ved siden af mig, mens han forsøger at få folk til at hjælpe sig med at vælte en glascontainer. Mange tøver. En håndfuld af de maskerede tager fat. Flasker knuses. Barrikader bliver bygget. Dem med børn får besked på at skynde sig væk. Alle dem med pænt tøj og en stille protest på dagsordenen lister af. Der er krigslyst i luften. »Symbolvold«, som akademikeren kalder det. Oppe foran bliver politiet presset tilbage. Og så kommer den berømte knibtangs-manøvre. Akademikeren og jeg er på den rigtige side.
En hestesko af spænding
Det er vi også næste dag. På Sankt Hans Torv er der lige blevet kastet med molotovcocktails. På Nørré Alle bliver biler sat i brand. Vi står uden for det store plejehjemsområde De Gamles By. Vi er en lille flok, men flokke vokser kun, hvis de er så aktive, at de tiltrækker andre, og vores er passiv. Pludselig er vi for få og omringet af politi. Panikken breder sig. Vi skal væk, over hegnet ind til plejehjemsområdet. Vi giver hestesko til hinanden, indtil vi kun tør tænke på os selv. Nogle når ikke over. For os, der kommer i sikkerhed, er pulsen helt oppe at køre. Det er et rush. Jeg ryger en smøg sammen med en gruppe af unge tyskere, der just er ankommet til København to be part of the action . De er ikke autonome. De ligner pæne mennesker med pæne job, der er ude og farvelægge hverdagens tristesse. Der er mange af den slags den her lørdag nat. Fra Århus. Fra Odense. Fra Esbjerg. Folk, der aldrig har sat sine ben i Ungdomshuset, men netop nu støtter sagen for en aften og en ekstraordinær oplevelse.
Man kan sagtens mærke om folk er ægte aktivister eller ej. Fuldblods-aktivisterne tøver ikke et sekund, når en bil skal løftes ud på gaden for at spærre vejen for en Hollænder-vogn i fuld fart. De uægte drejer ind på nærmeste shawarma-bar, når sirenerne suser forbi. Det ved politiet godt, så de hopper kun ud af kampvognen, når der er farlige fisk i sigte.
Men fascinationen af hærgen findes i os alle. Lysten til modstand i de fleste. Vreden er nerven. Også i mediernes dækning. Pressen kommer kun, når det brænder, og bliver helst hængende for at se, om det mon ikke bliver endnu vildere. Sådan er det også for akademikeren og jeg. Vi kan ikke finde ud af at gå hjem. For nu¿et peger hele tiden fremad. Hvor skal vi hen? Hvor sker der noget?
Vi snakker ikke så meget med de andre, for man er jo på forhånd enige. Men man står sammen. Løber sammen. Samler hinanden op, selvom man er på vild flugt fra alt for meget tåregas. Man suger på samme citron som folk, man aldrig har set før (det hjælper mod gas). Man giver smøger til hinanden. Deler en øl. Og trækker så tørklædet op og forsvinder ud i mørket for at ride med på den næste spændingskurve.
Bandlyste trofæ-fotos
Sådan er det også til den første fest på Ground 69 ¿ den ryddede grund på Jagtvej 69, hvor Ungdomshuset før lå. Det er 10 marts. Ungeren er pist borte, tilbage er kun den gyngende undergrund og en flok sympatisører besat af en bitterhed så bastant, at man burde skære den i skiver og sende den til nærmere analyse på Socialforskningsinstituttet.
For selvom mange af dem, jeg møder, aldrig sat deres ben i Ungdomshuset, så er de bare SÅ vrede. Så meget imod. Så meget ude på ballade.
Det er ikke disse nye supportere, der rykker festen ud på Jagtvejen, så den kan spærre for trafikken. Det er heller ikke dem, der henter naboernes haveborde og med stort besvær får sat ild i det trykimprægnerede træ. Men det er dem, der stiller sig op foran bålet og knipser mobil-billeder af hinanden. For den slags trofæ-fotos er bandlyst i det autonome miljø. Det er bevismateriale, hvis man bliver fanget af strømerne. Det ved de rutinerede.
Efterhånden tager wanna be-aktivisterne mere og mere over. Forsøger at lave en barrikade af containere og gitterhegn, men blokaden falder helt fra hinanden. Forsøger at smadre sig adgang til ALDI, men butikken er lige så tilknappet som en dåse tun, så projektet bliver opgivet. Forsøger at få andre med til at ødelægge noget, men i stedet ender hele den halvkvædede indsats i skænderier med de lokale beboere, der er trætte af al den larm.
Barnevogn = våbenhvile
Hvis den militante aktivisme er tilstrækkelig militant, tilpas fokuseret og overbevisende nok, tør naboerne normalt ikke blande sig. Fordi vreden virker ude af kontrol.
De kan roligt blande sig, for blandt aktivister er ganske almindelige borgere fredede. Kommer en barnevogn trillende på tværs, stopper stenkasteriet på stedet. Selv midt i kaos er der altid et element af kontrol.
Også denne aften. De erfarne aktivister, de originale Ungdomshus-brugere orker ikke rigtig kampen. Det er jo en fest, ikke en demonstration.
Det kan politiet sagtens fornemme, så de holder bare hundrede meter nede ad Jagtvejen og foreviger alle deltagere til det nye terror-arkiv.Det ved akademikeren og jeg godt. Vi står med ryggen til og hætten oppe over hovedet.
Også selvom vi på ingen måde gør noget som helst ulovligt.
Vi kigger bare på vreden. For den er som et studium, man aldrig bliver færdig med. En adfærd, man aldrig helt lærer at forstå. Et oprør, man ikke kan blive klog på. For hvor kommer al den vrede fra?