Det er netop blevet offentliggjort, at Dronning Margrethe, Prins Henrik og Kronprins Frederik besøger Rusland til efteråret.
Meddelelsen får Jens-Kristian Lütken, der er formand for SILBA, en organisation der kæmpe for demokratisk udvikling i Østeuropa, til at sende en bøn til de royale.
"Jeg vil på det kraftigste opfordre Dronningen til at lade Elafantordnen og andre hædersbeviser blive hjemme," siger han.
Opfordringen kommer, fordi Dronningen for nyligt har gjort sig negativt bemærket ved at have besøgt kongen af Bahrain blot få uger før, han slog demokratiske demonstrationer ned med hård hånd. Ligesom hun tidligere har uddelt Elefantordner til diktatorer som Hosni Mubarak i Egypten og Nicolae Ceausescu i Rumænien.
Jens-Kristian Lütken påpeger, at demokratiet og ytringsfriheden i Rusland kan ligge på et meget lille sted. Faktisk er forholdene på flere måder værre end i Hviderusland, som af mange betegnes som Europas sidste diktatur.
"De russiske magthavere er faktisk mere brutale. Det sker jo næsten flere gange om året, at vi hører om journalister, som bliver slået ihjel. Det er egentlig længe siden, det er sket i Hviderusland," siger han.
Samtidig advarer Jens-Kristian Lütken Dronningen mod at gøre som statsministeren, som netop har haft besøg af premiereminister Vladimir Putin, og før det af præsident Dmitrij Medvedev.
"Ved de lejligheder benyttede Løkke jo slet ikke muligheden for at kritisere det manglende demokrati. Der blev kun talt om erhvervspolitik. Den fejl bør Dronningen ikke lære af," siger han.
Det officielle besøg starter 6. september i Moskva og slutter tre dage senere i Sankt Petersborg. Herefter holder regentparret privat ferie i det store land mod øst.