De flygter fra det sted, som kan beskytte dem mod bagmænd, Mamas og sexglade danskere.
Derfor foreslår kommunens ansvarlige for de mindreårige prostituerede nu, at landets eneste asylcenter for børn, der kommer til landet uden en far eller mor, skal have en afdeling med lås på døren.
Drastigt skridt
»Det er det absolut mest drastige skridt, vi kan tage. Men jeg kan simpelthen ikke se anden løsning.
Faktum er, at vi ikke har værktøjer til at hjælpe pigerne i dag,« siger teamleder i Græsted-Gilleleje Kommune Erik Birch Nielsen. På Center Gribskov er dørene ulåste, og for nylig flygtede tre nigerianske piger, som politiet mener har været ofre for menneskehandel for at vende tilbage til gaden.
»De er panisk angste for deres bagmænd, og den angst er større end lysten til at få hjælp. Så hvis vi vil forhindre dem i at vende tilbage til gaden, er en sikret afdeling i asyllejren en mulighed,« siger Erik Birch Nielsen. Han støttes af Dorit Otzen, leder af Reden ? Stop Kvindehandel: »Det er en god idé. For det er desværre den eneste måde, vi kan holde på pigerne.«
Alvorligt indgreb
Ann Sofie-Bech, juridisk konsulent i Røde Kors med ansvar for menneskehandel, vil gerne drøfte forslaget, men understreger, at indgrebet er alt for alvorligt til, at Røde Kors kan træffe beslutning om det. Det er op til myndighederne.
»Hvis vi låser børnene inde, så mister de tilliden til os, men hvis ikke vi gør det, risikerer vi at miste dem. Men vi kan kun gøre det, hvis det er strengt nødvendigt, og hvis vi kan sikre dem støtte og fremtidsperspektiver. Ellers er det et alt for alvorligt indgreb,« siger hun. Bjørn Elmquist, der er formand for Retspolitisk Forening, advarer dog:
»Det er et stort indgreb i pigernes retssikkerhed,« siger han.
Ingen konkrete forslag
Integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) vil ikke kommentere det konkrete forslag, men siger:
»De piger skal selvfølgelig have et forsvarligt opholdssted, og vi er ved at overveje, hvor det er bedst. Det er for tidligt at sige hvordan, men pigerne skal være i sikkerhed for bagmændene.«