Venstre vil gøre op med skattestoppet for at søge indflydelse. Det er dødbringende gift for dansk økonomi, siger Anders Samuelsen (LA).
Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har i dag meldt ud, at de er parat til at bruge deres mandater til at mindske de skatter og afgifter, som den nye regering har lagt op til.
Dermed gør de op med deres eget skattestop, som Lars Løkke ellers holdt fast i på valgnatten 15. september. Og det er en liberal falliterklæring, siger formand for Liberal Alliance Anders Samuelsen til Newspaq.
"Det er en kæmpemæssig sejr for den røde side. En socialistisk mærkedag, der er skabt af Venstre, og det synes jeg ikke godt om," siger Anders Samuelsen.
Indflydelsen er ikke ligeså vigtigt som symbolet i udmeldingen, siger partiformanden.
"Hvis regeringen siger, at de vil hæve skatter og afgifter med fem milliarder, og VK så får det forhandlet det ned til 4,8 milliarder og hævder, at det er en borgerlig sejr. Der mener jeg, at det er en liberal falliterklæring. Det er gift for dansk økonomi, om det er det ene eller det andet," siger han.
Besparelsen for borgerne er ikke nær så vigtig, som symbolet i, at man legitimerer stigningerne, mener Anders Samuelsen.
Heller ikke Venstres argumentet om, at de gør det for at søge maksimal borgerlig indflydelse, køber Anders Samuelsen. Heller ikke selvom det er samme argument, som Liberal Alliance har brugt om de delaftaler, de selv har indgået med regeringen på rets- og asylpolitikken.
"Det er ikke det samme. Vi gør det på værdipolitiske områder, hvor det bliver beviseligt mere liberalt, end det har været tidligere. Venstre indgår delaftaler, der er socialistiske, hvis bare de kan gøre dem lidt mindre socialistiske. Det er ikke det samme," siger Anders Samuelsen.