Busserne i København har i hele maj måned været udstyret med såkaldte 'kyssesæder'. Her har singler kunnet sætte sig og falde i snak med hinanden.
Og det har været et populært indslag, der ifølge passagerer og buschauffører har været med til at sprede en god stemning i bussen.
"Vores kærlighedssæder var helt klart en stor succes. Der var god stemning i bussen, og folk trak på smilebåndet, når de så sæderne, hvor man kunne sætte sig og give lidt kærlighed til sidemanden og flirte lidt, hvis man ville," siger forretningsudvikler ved Arriva, Marianne Færch.
Hun fortæller, at projektet var et forsøg på at gøre det 'lidt rarere' at komme med bussen.
"Der var en passager, som skrev til os, at han havde haft en god bustur, fordi han havde siddet på kærlighedssædet. Og så er vores mål opfyldt," siger hun og tilføjer, at det har været en meget billig reklame. Det eneste, det krævede var et nyt overtræk til sædet og nakkestøtten, der reklamerede for de specielle sæder - og så kom presseomtalen af sig selv sammen med kundeinteressen.
Nu er kampagnen slut, men Marianne Færch afslører, at der oven på succesen kommer en ny, lignende kampagne til september, som også har til formål at sprede glæde og gøre det mere behageligt at køre med bus.
Hun vil i øvrigt meget gerne høre fra folk, som har haft succes med kyssesæderne. De kan kontakte hende på mobil 20909633 eller skrive en kommentar på bedrebustur.dk