De fik ikke stribevis af topkarakterer i gymnasiet og må bide negle, når det opgøres, hvem der kommer ind på landets universiteter.
Der er ikke den store forskel at spore mellem de såkaldte kvote 2-studerende, der ikke automatisk kunne starte på en uddannelse, fordi karaktererne ikke er høje nok, og kvote 1-studerende.
Det viser ny og endnu ikke offentliggjort forskning med 1.074 medicinstuderende på Syddansk Universitet, skriver metroXpress.
Kvote 2-studerende består deres eksamener lige så hurtigt som andre, men får lidt lavere karakterer. I gennemsnit er deres karakterer 0,58 karakterer lavere end kvote 1-studerende. Til gengæld dropper de mere sjældent ud af studiet.
Motivation og flid trækker kvote 2-studerende højere op i karaktergennemsnit, vurderer adjunkt Lotte Dyhrberg O'Neill fra Enheden for uddannelsesudvikling, Syddansk Universitet.
"Kvote 2-studerende har markant dårligere karakterer på optagelsestidspunktet, men når de er tre år inde i studietiden, er forskellen skrumpet ind, så der er en relativ lille forskel. Ved at optage kvote 2-studerende betaler universiteterne altså en lille pris i form af dårligere bachelorkarakterer, men vinder til gengæld en masse i form af fastholdelse," siger hun til metroXpress.
Hun påpeger, at samfundet kan få gavn af at lade endnu flere studerende komme ind på landets studier via kvote 2 og dermed få en uddannelse og komme i job til gavn for samfundet.
Det er Danske Studerendes Fællesnævn enig i.
"Undersøgelsen bekræfter, at det er godt at sikre et stort antal kvote 2'ere adgang til uddannelserne, for de klarer sig jo rigtig godt. Hvis de ikke får adgang, risikerer man at udelukke en gruppe studerende med motivationen og kvalifikationerne i orden," siger formanden for Danske Studerendes Fællesnævn, Torben Holm, til avisen.
Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) har gjort det muligt for universiteterne selv at bestemme, hvor mange kvote 2-studerende, de vil optage. Før skulle universiteterne optage mindst 10 procent.
Kilde: metroXpress