Der er kæmpestor forskel på, hvor meget unge veluddannede danske kvinder og mænd forventer at få i løn i deres første job efter udannelsen. Helt præcist 3.100 kroner om måneden. Og forskellen er stigende.
Det viser en ny stor undersøgelse WorkRep Students , som rektrutteringsbureauet Moment og konsulentvirksomheden Reputation Institute har foretaget blandt 9.000 studerende fra videregående uddannelser i Danmark.
Gennemsnitligt forventer mændene i år at få 27.000 kroner om måneden i første job, mens kvinderne ikke forventer mere end 24.600 kroner. Og det lavere udgangspunkt kan forfølge kvinderne i årevis, mener direktør i Moment, Morten Højberg.
- Når man skal forhandle sin løn første gang, lægger man et niveau, og det er ikke usandsynligt, at det kan sætte sit præg på lønnen også på langt sigt, siger Morten Højberg.
Mens diskussionen om ligeløn har kørt i årevis, er forskellen i lønkravene vokset. Sidste år var forskellen kun på 2.200 kroner om måneden.