En kvinde og hendes far, der lørdag formiddag opholdt sig i isenkræmmerbutikken Hørsholm Isenkram på Hovedgaden i Hørsholm i Nordsjælland, er stukket ihjel, oplyser Nordsjællands Politi.
Politiet oplyser, at den dræbte kvinde er 39 år og mor til to børn på fem og 11 år. Kvinden er gået fra børnenes far og har for kort tid siden fået forældrerettighederne til børnene. Kvinden og hendes to børn var sammen med kvindens forældre på indkøbstur i butikken, da kvindes 46-årige eks-mand overfaldt familien.
- Vi formoder, at motivet er en form for jalousi, siger pressekoordinator ved Nordsjællands Politi, Henrik Suhr til dr.dk/nyheder.
Nordsjællands Politi fik anmeldelsen kort efter klokken 10. Der blev straks sendt en patrulje afsted - men desværre for sent.
- Da var den 39-årige kvinde og hendes 65-årige far, der var ude at handle sammen, blevet dræbt af knivstik, siger Henrik Suhr.
Efterforskningsleder Flemming Poulsen fra Nordsjællands Politi fortæller lørdag middag til TV2 News, at eks-manden først overfaldt kvindens far og stak ham - formentlig med en kniv fra butikken. Faderen dejsede om, mens kvinden forsøgte at gemme sig i butikken. Men eks-manden fandt kvinden, som ifølge Flemming Poulsen gentagne gange fik stukket en kniv i overkroppen.
Efter drabet på kvinden forsøgte eks-manden at stikke af. Men ansatte eller kunder i butikken havde låst døren, så eks-manden ikke kunne stikke af. Herefter blev han overmandet af tre-fire politibetjente og ført grædende bort.
Politiet har ikke noget særligt kendskab til familien, men kvinden har angiveligt opsøgt et krisecenter. Den oplysning skal politiet nu undersøge.
Overfaldet skete midt i åbningstiden og flere personer opholdt sig i butikken, da drabene blev gennemført. Vidnerne er stærkt påvirkede og chokerede over drabene og vidner har set politiet føre to grædende småpiger ud af butikken. Det er ikke oplyst, om de to piger er kvindens to børn.
Politiet oplyser, at familien har udenlandsk baggrund - formentlig iransk. Familien kommer fra Nivå i Nordsjælland.
Politiet har nu afspærret området foran butikken og blændet vinduerne af. De ansatte modtager lige nu krisehjælp i bygningens 1. sal, mens politiet gennemgår butikken for tekniske spor.
Politiet er nu i gang med at undersøge de nærmere omstændigheder op til drabet - blandt andet om eks-manden har fulgt efter familien på deres indkøbstur.
Avisen.dk følger sagen. Hvis du har set eller hørt noget om sagen, send da en mail til Nyhedsavisens redaktion.