En af møbelkæden Bivas butikker på Nørrebro i København måtte tirsdag tilkalde politiet, fordi rasende kunder krævede at få penge tilbage, efter at Biva i går gik i betalingsstandsning.
Anmeldelsen om betalingsstandsning kommer efter længere tids økonomisk usikkerhed.
"Efter en periode med usikkerhed om, hvordan ejerne af Biva Møbler vil finansiere den videre drift af virksomheden, har Biva Møbler A/S den 29/12 2008 anmeldt betalingsstandsning," skriver den administrerende direktør i Biva, Carsten Normann i en mail til Ekstra Bladet.
Og betalingsstandsningen betyder, at adskillige kunder ikke kan få udleveret de varer, som de har bestilt og betalt.