I disse dage lugter der voldsomt af tang ved området mellem Tangkrogen og Helnan Marselis Hotel. Men på denne dato om et år håber både Århus' politikere, erhvervsfolk og kunstelskere, at det er helt andre sanser, der bliver stimuleret, hvis man skulle bevæge sig en tur ned på stranden.
Fra 4. juni og tre uger frem lægger Århus strand og skovbund til et enestående australsk kunstprojekt, hvor strækningen fra Tangkrogen til Ballehage kommer til at rumme 50 skulpturer og kunstværker fra hele verden.
»Det er et helt fantastisk projekt, som for første gang vil blive opført uden for Australien. Jeg er sikker på, at det bliver et stærkt bud på årets oplevelse i 2009,« sagde borgmester Nicolai Wammen (S) ved et pressemøde tirsdag på Helnan Marselis Hotel.
Ivrig kronprins
At udstillingen overhovedet kommer til Danmark skyldes ikke mindst en ivrig Kronprins Frederik, som luftede idéen for Aros-direktør Jens Erik Sørensen i 2004.
»Kronprinsen havde set projektet på Bondi Beach i Sydney, og han var meget begejstret. Jeg må indrømme, at jeg slog det lidt hen, da jeg ikke kunne se, hvordan det skulle hænge sammen økonomisk. Men i 2006 blev jeg bedt om at komme til Amalienborg for at give en status på projektet, og der blev jeg da lidt nervøs,« griner Jens Erik Sørensen.
Med Nicolai Wammens mellemkomst kom projektet på benene, og forventningerne er store – både kulturelt og økonomisk. Projektet har kørt i Australien siden 1997, og her har det hvert år genereret en omsætning i omegnen af 180 millioner kroner. Udstillingen bliver gratis for publikum, som i øvrigt kan købe skulpturerne.
Kunst i det fri
'Sculpture by the Sea' kommer til Århus fra 4. juni 2009 og tre uger frem
Projektetbestår af 50 kunstværker, hvor de 30 kommer med fra Australien. Desidste 20 udvælger Aros selv – også blandt danske kunstnere.
Århus Kommune og 12 virksomheder i Århus Gruppen har stillet underskudsgaranti.
Udstillingen bliver gratis for publikum.