Det er ganske vist - og næsten sikkert, at vi får et kongeligt medlem af den internationale olympiske komité, IOC.
Det blev i dag på et pressemøde præsenteret af IOC-præsident Jacques Rogge, at kronprinsen er officiel kandidat til et medlemskab.
Og da der kun er indstillet det antal kandidater, der er plads til i IOC er det højst usandsynligt, at kronprisen ikke bliver medlem. Det er kun sket én gang i historien, at IOC-medlemmer har forkastet en indstillet kandidat.
Som IOC-medlem får kronprins Frederik fra 2009 og minimum otte år frem indflydelse på ledelsen af den olympiske bevægelse.
Medlemmerne har desuden indflydelse på, hvilke sportsgrene, der skal være på det olympiske program og afgør desuden, hvilke byer der skal tildeles værtskabet for OL.
Kronprins Frederik skal formelt godkendes på IOC-sessionen i København til oktober.