En af de mest indflydelsesrige kristne præster i USA træder tilbage efter at være blevet anklaget for at have betalt en anden mand for sex gennem tre år. Den 49-årige Ted Haggard træder tilbage fra posten som leder af den magtfulde kristne organisation Den Nationale Sammenslutning af Evangelister, der har 30 millioner medlemmer. Haggard, der er gift og far til fem, har tidligere talt imod ægteskab mellem to mennesker af samme køn.
Historien om Haggards købesex kom frem, da trækkerdrengen Mike Jones på en lokal radiostation i Colorado fortalte, at han længe havde haft den kristne leder som kunde.
Haggard afviser anklagerne, men alligevel har han oven i købet trukket sig fra posten som overhoved for den såkaldte New Life Church, som tæller 14.000 medlemmer.
Ifølge en skriftlig meddelelse fra Haggard har han »aldrig haft et homoseksuelt forhold, og jeg har et fast forhold til min kone, jeg er min kone tro«, skriver AP.
Anklagerne mod Haggard kommer på et tidspunkt, hvor vælgerne i Colorado skal til at tage stilling til, hvorvidt homoseksuelle skal have lov til at gifte sig med hinanden.