Det sker ved højlys dag. En spinkel mand kommer gående ned af stisystemet ved stationen. Pludselig bliver han overmandet. Fire drenge med indvandrerbaggrund sparker og slår ham, til han ligger ned.
De lover ham flere tæsk, hvis ikke han giver dem sit kreditkort og pinkode. Og i over 20 minutter holder gruppen ham fanget, indtil de har hævet 2.500 kroner.
En række ualmindelig grove overfald hen over sommeren ryster beboerne i den socialt udsatte bydel Tingbjerg i København.
Voldsomme gaderøverier
Overfaldene er eskaleret hen over året, og alene i juli var der 19 voldsomme gaderøverier begået af lokale indvandrerdrenge.
Røverne har kun overfaldet etniske danskere, typisk spinkle mænd på 17-18 år eller ældre over 50, og de har blandt andet stjålet mobiltelefoner eller kontanter. Situationen er så alvorlig, at den lokale SSP-gruppe – der er et samarbejde mellem skole, sociale myndigheder og politi – i dag er indkaldt til hastemøde om sagen.
»Der har været en meget bekymrende udvikling i Tingbjerg i løbet af i år, og derfor er vi nødt til at diskutere, hvordan vi kan få løst problemet. Samtidig har vi i år udpeget Tingbjerg som et område, vi skal have særlig meget fokus på i København,« siger Michael Melbye, sekretariatsleder i SSP-København.
Ofre sygemeldt
Flere af ofrene er blevet langtidssygemeldt, forklarer Mogens Sørensen, leder af efterforskningsafdelingen på Station Bellahøj.
»Og overfaldene har gjort mange beboere utrygge,« siger Mogens Sørensen, der forklarer, at politiet indtil videre har sigtet syv personer i sagen. Fem af dem er varetægtsfængslet.
Manu Sareen, indvandrerkonsulent og gruppeformand for De Radikale i København, er bekymret.
»Nørrebro har løbet med meget af opmærksomheden. Imens er Tingbjerg ved at udvikle sig til et nyt stort problemområde i hovedstaden,« siger han.