Fyld ikke bilens tank
Hvis du fylder bilens tank op med benzin eller diesel, dræner du dit kreditkort for ærgerlige penge.
For det første risikerer du, at brændstofpriser dagen efter falder betragteligt, men ét er sikkert: Vægten af en fyldt tank koster i sig selv penge.
Især nye og store biler er nemlig udsyret med tanke, der kan rumme op til 90 liter brændstof, og jo tungere bilen er, jo tørstigere er den.
Derfor: Tank små sjatter, og gør det på selvbetjente discountbenzinstationer, der også yder op til 30 dages rentefri kredit på benzinkortet.
Optøning i køleskabet
Er fryseren fyldt med kød, og er du så fremsynet, at du kan beslutte, hvad du skal spise i morgen, så tag kødet ud i dag og smid det i køleskabet.
For det første slipper du for at mishandle kødet med paniske optøningsmanøvrer i et vandbad eller i en strømslugende mikrobølgeovn.
Endnu bedre er, at du sparer penge på elregningen ved at opbevare kødet i køleskabet natten over. Kødet leverer naturligvis kulde til skabet, som derfor bruger mindre strøm. Du sparer op til en times elforbrug pr. kg. frosset kød, du optør i køleskabet.
Giv aldrig første omgang
Fredag er som bekendt sparedag, og der er risiko for, at du i aften finder dig selv på et værtshus i et drikkelag med gode venner.
Her er det kutyme at give en omgang til alle ved bordet, og det giver anledning til at servere det til dato mest usle spareråd: Undlad at være blandt de første, der henter en omgang pilsnerøl i baren. Jo længere du venter, jo højere er chancen for, at det aldrig bliver din tur til at punge ud.
Skær toppen af gulerødderne
Sparsommelige gulerodsspisere ærgrer sig grænseløst over at kassere de orange rødder, fordi de er blevet slatne.
Men der findes et simpelt råd til gulerodsgourmeter, der køber den dyre udgave med den dekorative grønne top. Skær bladene af så snart du kommer hjem. Toppene suger nemlig vand fra rødderne, der bliver klar til kompostbunken.
Genopfrisk fjernbetjeningen
Især i den vestlige verden kan en død fjernbetjening opleves som forringende for livskvaliteten, når flade batterier tvinger dig op fra sofaen og hele vejen hen til husalteret for at zappe væk fra endnu en reklameblok.
Du har glemt at købe nye batterier eller aner selvfølgelig ikke, hvor de ligger. Men ro på: Læg fjernbetjeningen på en varm radiator en time eller to, og du vil opleve, at den får masser af fornyet energi til at betjene dig fra sofaen.
Eller endnu bedre: Tag batterierne ud, læg dem på radiatoren et par timer. Når du kommer dem tilbage i zapperen, vågner elektronikken med et lille chok, så din håndholdte ven bliver endnu mere pålidelig.
Kilde: Das Sparbuch, Compct Verlag
Det skal ikke være surt at spare. Og når man sparer på noget, skal man ikke kun tjene penge. Det skal gøre livet en smule sjovere og enklere. Det er princippet i Avisen.dk's spareguide, som hver fredag morgen leverer dig fem konkrete sparetips.