Socialdemokraterne vil have flere ansatte med relevant uddannelse på bosteder for handicappede. Forslaget kommer efter, at Nyhedsavisen fredag kunne fortælle, at hver tredje medarbejder på bostederne ikke har nogen form for uddannelse, der kvalificerer dem til arbejdet med handikappede.
»Jeg synes, at det ville være et rimeligt krav og målsætning, at 80 procent af personalet skulle have relevant uddannelse,« siger socialordfører Mette Frederiksen (S).
Kravet kommer efter afsløringen af de uhyggelige forhold for de handikappede beboere på døgninstitutionen Strandvænget på Fyn.
»Udsendelsen var et udtryk for mange års vurdering af, at arbejdet med handikappede handler om pasning eller – hvis man skal være grov – opbevaring. Men det er jo det forkerte perspektiv, for det bør handle om at udvikle de her mennesker. Og det kræver selvfølgelig viden og uddannelse,« siger Mette Frederiksen, der dog tilføjer, at der i dag også er mange dygtige uuddannede medarbejdere på de danske bosteder.