En kraftig brand hærger i disse minutter fabrikken AarhusKarlshamm - tidligere kendt som Oliemøllen - på havnen i Århus.
- Vi har fået styr på flammerne, men der er stadig ild i olien. Derfor har vi afspærret området, fortæller vagtchefen ved Århus Brandvæsen.
Det lugter kraftigt fra fabrikken og området er indhyllet i røg, men ifølge vagtchefen er røgen ikke farlig.
- Den eneste grund til, at vi har afspærret området, er, at vi stadig kæmper med den brændende olie. Røgen og lugten kan godt være generende, men den er ikke skadelig, siger han.
I december var AarhusKarlshamm centrum for en voldsom ulykke. Her blev en 54-årig mand dræbt ved en kraftig eksplosion.