Lige så meget teknisk snilde, som Brian Laudrup i sin tid viste på fodboldbanen, lige så meget ukuelighed og overskud demonstrerer han nu i kampen mod kræften.
Da Peter Schmeichel forud for tirsdagens FCK-sejr i Champions League bød Brian Laudrup velkommen som ekspertkommentator i studiet, lød den store eks-målmand nærmest overrasket over den kræftsyges fremtoning.
"Du ser jo godt ud," udbrød studievært Schmeichel på TV3+.
Det er kun en uge siden, at Brian Laudrup fortalte, at han er blevet angrebet af den alvorlige sygdom lymfekræft. Siden er det væltet ind med støtte fra en lang række berømte og ukendte danskere, der ønsker den tidligere fodboldstjerne 'god kamp' mod kræften.
Den store opbakning ser ud til at have hjulpet. Sygdommen har i hvert fald endnu ikke fået bugt med den stilsikre fodboldeksperts kampgejst.
"Jeg har det godt. Og jeg har glædet mig meget til Champions League med dansk islæt," lød det veloplagte svar ifølge B.T. fra den yngste af de legendariske Laudrup-brødre.
Efter den positive melding blev der ikke snakket mere om sygdom og nedtur, og Laudrup, Schmeichel og Elkjær fokuserede på det, de alle dage har været bedst til - fodbold.