Avisen.dk
Nyhedsbreve | Opret profil | Log ind | Kontakt
     
Mail artiklen
     
SMS artiklen
     
Print artiklen
     
Add this
Flere patienter snydes for deres kontaktperson under et behandlingsforløb.
Flere patienter snydes for deres kontaktperson under et behandlingsforløb. (Foto: Colourbox)

Kræftpatienter bliver snydt

Knap seks ud af ti patienter med kræftsygdomme får ikke en kontaktperson tilknyttet deres forløb. Det siger loven ellers, at de skal have.

Flere end halvdelen af de danske kræftpatienter har ikke én bestemt kontaktperson, der guider dem igennem deres behandlingsforløb.

Det har de ellers krav på. Og det koster liv.

Det siger eksperter og patientforeninger.

"Jeg har talrige eksempler på, at patienter har fået alvorlige komplikationer og i mindst ti tilfælde er døde, fordi ingen har haft overblik over sygdomsforløbet," siger formanden for Patientforeningen, Villy O. Christensen, til Berlingske Tidende.

Patienterne har tit en kontaktperson på papiret - men i virkeligheden får de sjældent personen at se, viser en ny undersøgelse.

"For folk med en alvorlig sygdom som kræft er tid et spørgsmål om liv og død. Det er både psykisk og fysisk meget belastende for patienter, når ingen faste personer er knyttet til deres behandling," siger Mogens Grønvold, der er lektor ved Afdelingen for Sundhedsforskning på Københavns Universitet og en af de personer, som står bag undersøgelsen.

I undersøgelsen svarer hele 57 procent af patienterne, at de ikke har fået en kontaktperson.

Det er langt fra godt nok, siger sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) til avisen. Han skyder skylden for problemet over på regionerne, der vil se på sagen.

"Jeg tror ikke, at sygehusene er gode nok til at informere patienterne om, at de rent faktisk har en kontaktperson. Det skal vi finde en løsning på," siger Ulla Astman, der er formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg.

 SKRIV KOMMENTAR LÆS DEBATREGLERNE
Du skal være logget på for at kommentere.