Drop overførselsindkomsten og kom ud på arbejdsmarkedet - så får du en stak pengesedler i hånden hver måned.
Det er nu regeringens tilbud til enlige forsørgere på overførselsindkomst. Det skal få enlige forsørgere med en lang historie på støtten ud af kontanthjælpkøen og i arbejde.
"Vi giver enlige forsørgere på overførselsindkomster en helt ekstraordinær økonomisk gulerod for at komme i arbejde," siger Venstres arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs til Newspaq.
Jobpræmien skal løbe i to år fra 1. januar 2011 til 31. december 2012. I bedste fald kan jobpræmien give en arbejdende enlig forsørger 600 kroner ekstra på lønsedlen hver måned.
Men selvom planen skal få svage i job, så er den dog alt andet end populær hos socialrådgiverene.
Det er nemlig slet ikke så enkelt at få enlige forsørgere i job, som regeringen håber på, siger de. Samtidig kan planen give bagslag på langt sigt.
"Det er enormt kortsigtet, fordi man jo risikerer at trække unge enlige forsørgere ud af revalidering og uddannelsesforløb med et engangsbeløb. I længden kan det slet ikke betale sig, fordi der er ikke garanti for, at det skaber en permanent tilknytning til arbejdsmarkedet," siger Bettina Post, formand for Socialrådgiverforeningen.
Hun mener, at regeringens forslag er med til at mistænkeliggøre enlige forsørgere.
"Jeg synes, at forslaget er med til at mistænkeliggøre hele gruppen. Forslaget indikerer jo, at enlige forsørgere kynisk beregner, hvor meget de kan få uden at arbejde," siger Bettina Post, der kalder forslaget for "malplaceret". Hun erklærer sig "200 procent imod" forslaget.
Også Socialdemokraterne frygter, at en jobpræmie på lang sigt kan give problemer.
"Forslaget virker som at tisse i bukserne for at holde varmen. Det vigtigste er, at folk uddanner sig. Derfor har vi tidligere peget på dobbelt SU til enlige forsørgere," siger Torben Hansen arbejdsmarkedsordfører for Socialdemokraterne til Newpaq.
Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, professor ved Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet, mener, at forslaget både rummer fordele og ulemper.
"Det er et forsøg på at få folk væk fra overførselsindkomst og ud i arbejde. Mange har ikke et incitament, fordi forskellen mellem overførselsindkomst og løn er for lille, og i nogle tilfælde er der endda en negativ forskel," siger han til Newspaq, og understreger, at forslaget kan give slagside, hvis man trækker enlige forsørgere ud af uddannelsesforløb.
Det vurderes, at gruppen, som regeringen sigter forslaget på, udgør omkring 18.000 mennesker.