Kommunerne gør langt fra lige meget for at afsløre kontanthjælpsmodtagere, der får penge af det offentlige, mens de arbejder sort ved siden af.
Borgerne i Næstved Kommune har i 2011 snydt for 11,4 millioner kroner. Det viser nye tal fra Ydelsescenteret, der siden august 2011 har stået for indsatsen mod og kontrol med misbrug af sociale ydelser, skriver Sjællandske.
Det svarer til, at godt hver ottende kontanthjælpsmodtager snyder.
Men ikke alle kommuner lever op til Næstveds standard for kontrol, siger Susanne Bærentzen, der er kontorchef i Pensionsstyrelsen under Beskæftigelsesministeriet.
- Der er meget stor forskel i kommunernes indsats på området. Det er ikke alle, der prioriterer kontrollen lige højt, men det fremgår af loven, at kommunen har pligt til at kontrollere de ydelser, som der udbetales, siger hun til Newspaq.
Det er især på kontanthjælpsområdet, at der snydes med de sociale ydelser. Det sker ved, at borgere, der modtager kontanthjælp, har en indtægt ved siden af kontanthjælpen.
Susanne Bærentzen er ikke i tvivl om, at der snydes mere i dag end tidligere.
- I perioder med høj ledighed vil der være mange flere fejludbetalinger. Dels er gruppen er ledige større, og dels er man økonomisk mere trængt. Og ingen arbejder sort, hvis der er hvidt arbejde at få, som der var for få år siden, siger Susanne Bærentzen.
Hun anslår, at der snydes for to-tre procent af det beløb, som der udbetales.
- På akasse-området har vi fået e-indkomstregistret, og i øjeblikket er vi oppe på, at der snydes og sker fejl for 40-50 millioner kroner for indkomståret 2011. Så kan man sige: Gud, det er mange penge, men i forhold til de mange milliarder, der udbetales, er det ikke så mange penge, siger hun.
Susanne Bærentzen vurderer, at fejludbetalingerne på kontanthjælps-området er på samme niveau.
130.000 danskere er i dag på kontanthjælp - det er 35.000 flere end for fire år siden.