- Det er meget, meget tæt på landsforræderi, det Asmaa Abdol-Hamid har sagt, siger formanden for Folketingets forsvarsudvalg, den konservative Allan Niebuhr til Avisen.dk.
Han henviser til Enhedslistens folketingskandidat, Asmaa Abdol-Hamids, udtalelser til B.T. i dag, hvor hun bakker op om irakernes oprør mod danske styrker i landet.
- Det, hun siger, er det samme som at opfordre til at gå til angreb mod danske soldater. Det er meget, meget betænkeligt, siger han.
Derfor forstår han også godt, at Dansk Folkeparti beder Enhedslisten om at give en garanti for, om resten af Folketinget kan stole på Enhedslisten:
- Jeg forstår godt, at DF vil have en garanti efter det her, men hvordan det lige skal ske, kan jeg ikke vurdere. Det er så vidt jeg ved, ikke muligt at udelukke partiet fra møder i for eksempel Udenrigspolitisk Nævn.
Allan Niebuhr mener dog ikke, at Enhedslisten skal slippe for følger af Asmaa Abdol-Hamids udtalelser. Især er han skuffet over, at partiets forsvarsordfører, Frank Aaen over for B.T. har bakket op om hendes synspunkter.
- Jeg er meget, meget skuffet over, at en så seriøs folketingspolitiker kan bakke op om den slags. Jeg mener, at det miskrediterer partiet, og man bør overveje, hvilken betydning det skal have for partiet, siger Allan Niebuhr.