Kommer danskere til at stå uden praktiserende læge, og skal man selv have penge med til lægen?
Ingen kender konsekvenserne af en eventuel konflikt på lægeområdet.
Det siger formand for Danske Regioner, Bent Hansen.
"Det er der ingen, der kan svare præcist på nu. Sundhedsministeriet skal lave en bekendtgørelse, hvor man gør klart, hvad en konflikt betyder for patienterne og for samarbejdet mellem regioner og de praktiserende læger," siger Bent Hansen til Newspaq.
Forhandlinger mellem Danske Regioner og de praktiserende læger om en ny overenskomst er brudt sammen, og regionerne truer med at opsige overenskomsten.
Ifølge Bent Hansen er der endnu ikke sat dato for nye forhandlinger.
"Sonderinger vil vise, om der kommer forhandlinger, og om der er grundlag for at genoptage forhandlingerne. For hvis alt er uændret, så er det jo svært at se, hvorfor man skal mødes," siger Bent Hansen.
Patientforeningen Danske Patienter advarer mod en konflikt på lægeområdet, fordi man frygter, at egenbetaling vil få mange danskere vil at vente med at gå til lægen.
Det afviser Bent Hansen.
"Patientforeninger ser konflikten gentaget fra 1984, og der må man sige, at det er et andet land, vi er i nu. Hvis der kommer en konflikt, så vil det ikke blive på de samme præmisser som for 26 år siden," siger Bent Hansen.
Konflikten med lægerne skyldes bl.a., at regionerne "har meget skarp fokus på pengene."
"Det handler både om organisering af arbejdet men først og fremmest om økonomi," siger regionsformanden.