Når konkursen rammer, kan der være lange udsigter til, at den næste lønseddel dumper ind af brevsprækken. Der er nemlig travlt i Lønmodtagernes Garantifond, som ofte lader udbetalingerne vente på sig i flere måneder.
Det giver pres på fagforeningerne, der kommer de nødstedte til hjælp med rentefri lån.
Sælgernes fagforening, Business Danmark, udlånte i de første ti måneder af 2009 4,2 millioner kroner til trængende medlemmer. Året før var det kun 792.000 kroner.
"Vi låner rigtig mange penge ud i øjeblikket, fordi folk må vente i månedsvis, før de får deres løn fra Lønmodtagernes Garantifond. Mange har simpelthen ikke andre steder at gå hen, hvis de skal kunne betale deres regninger," siger Jens Neustrup Simonsen, der er landsformand i Business Danmark, i en pressemeddelelse.
HK Nordjylland, a-kassen ASE og Krifa i Randers melder ifølge DR om lignende stigninger i antallet af medlemmer, der får brug for at låne penge efter at være blevet ledige.
Den trængte situation på arbejdsmarkedet har fået Business Danmark til at hæve deres rentefri udlånsgrænse fra 2 x 15.000 kroner til 3 x 20.000 kroner.