Hun stod til 200 piskeslag og et halvt års fængsel.
Men nu slipper den 19-årige saudi-arabiske kvinde uden straf – og får sin frihed tilbage.
Det har den saudi-arabiske konge Abdullah netop besluttet i en helt særlig benådning af kvinden, oplyser tv-stationen al-Jazeera. Det er endnu ikke oplyst præcist, hvorfor kongen besluttede at benåde hende.
Kvinden blev voldtaget af syv mænd, der alle er idømt lange fængselsstraffe, men kvinden fik også den hårde straf, fordi hun havde kørt i en bil med en fremmed mand. Den slags er ikke tilladt i det stærkt religiøst muslimske land, der slår hårdt ned på utroskab eller andre former for samkvem mellem mænd og kvinder, der ikke er gift eller i familie med hinanden.
Ifølge Saudi-Arabiens justitsministerium har kvinden tilstået et "syndigt forhold," og ministeriet har tidligere udsendt meddelelse om, at "kvinden ikke havde tøj på, da de syv mænd kom og forgreb sig på hende".
Både USA, EU og Danmark har tidligere udtrykt stor utilfredshed med straffen.