Plusgrader, næsten skyfri himmel og masser af smukke, dryppende istapper.
Kong Vinter har kun netop sluppet sit hårde greb om Danmark, der puster ud oven på en hel uge med voldsomt vintervejr.
Men allerede i nat vender sneen tilbage. Snedækkede tage er sågar i fare for at styrte sammen, lyder det.
"Om aftenen trækker lavtrykket sig ind over Nord- og Vestjylland, og det kan godt blive intenst. Nordjylland får 5 til 10 cm sne i løbet af natten," siger DMI's Mogens Rønnebæk ifølge bt.dk.
Vejret har ellers artet sig de fleste steder i dag.
"Mandagen har været meget, meget rolig. De ulykker, der har været, har været i småtingsafdelingen - så vi er godt i gang med at rydde op i den pukkel, som vi har fået oparbejdet i løbet af weekenden," siger Louis Honore fra Falck til Newspaq.
Der er dog tale om et pusterum, før vinteren for alvor kommer tilbage, supplerer Jens Ringgård fra TV 2 Vejret.
"Efter de næste par dage, hvor temperaturen de fleste steder kommer op over frysepunktet i dagtimerne, så kommer frostvejret torsdag og fredag," siger han.
"Mange steder bliver det rigtig koldt - måske mere end ti graders frost i nattetimerne," siger Jens Ringgård.
Han siger, at kulden kan blive liggende helt frem til jul.
"Vores langtidsprognoser siger, at det ser ud som om, at sneen holder fast - og at vi dermed får hvid jul," siger han.
Kilde: B.T.