De danske lønmodtagere holdt sig pænt fra barrikaderne sidste år.
Med 11.000 tabte arbejdsdage som følge af konflikter lå niveauet på sit laveste siden statistikken blev taget i brug for tyve år siden.
Det skriver Dansk Arbejsgiverforenings nyhedsbrev Agenda.
Hvert år siden 1991 har der ellers været knap 60.000 tabte arbejdsdage.
Anna Ilsøe, der er arbejdsmarkedsforsker og adjunkt ved FAOS-instituttet på Københavns Universitet, siger, at faldet i antal tabte arbejdsdage går på tværs af såvel høj- som lavkonjunkturer.
"Faldet er derfor ikke udtryk for et krisefænomen, men er i stedet resultat af en langvarig udvikling," siger hun til Agenda.
I 2011 var der helt konkret 11.264 tabte arbejdsdage som følge af arbejdsnedlæggelser. De var fordelt på 260 arbejdsstandsninger.
"Det lokale forhandlingssystem er effektivt til lynhurtigt at udvikle løsninger, som der er opbakning til, fordi det sker så tæt på de involverede parter," siger Anna Ilsøe til Agenda.
Steen Scheuer, professor på Syddansk Universitet, mener, at nedgangen i konfliktomfanget ikke mindst skyldes, at Danmark i dag er mere integreret i en globaliseret verden, end tidligere.
"Danske virksomheder er i dag i langt højere grad udsat for en international konkurrence, hvor kunderne hurtigt kan finde en anden leverandør, hvis noget går galt. Det faldende konfliktomfang er en udvikling, der styrker vores konkurrenceevne ved at sikre en mere stabil produktion, så udenlandske kunder ved, at de kan regne med deres danske leverandør," siger han til Agenda.