Flyselskabet SAS har givet passagerne fra de to Dash 8-fly, der nødlandede i henholdsvis Vilnius og Aalborg 2.000 euro, det vil sige cirka 15.000 kroner i kompensation.
- Vi er ikke forpligtede til at udbetale denne kompensation, men vi synes, det var det rigtige at gøre, siger kommunikationskonsulent i SAS, Mikkel Løndahl.
Han understreger, at kompensationen dog ikke forhindrer passagererne i senere at søge erstatning, hvis de måtte ønske det.
SAS har efter eget udsagn fulgt samtlige passager fra de to fly siden havarierne.
- Vi har været i tæt dialog med passagerne på de to fly for at høre, hvad de havde brug for. Om de havde brug for behandling eller havde nogle ting, der var gået i stykker, og som skulle erstattes. Derudover har alle passagerne fået tilknyttet en personlig kontaktperson i SAS, som de kan altid kan kontakte, hvis de har spørgsmål eller brug for hjælp, siger Mikkel Løndahl.
Passager, der har været udsat for aflysninger, fordi Dash-flyene blev holdt på jorden, mens de blev undersøgt, skal dog ikke forvente at få en check ind af døren.
- Ifølge EU-reglerne så har passagerer ikke krav på kompensation, hvis fly aflyses på grund af uforudsete omstændigheder, hvilket tekniske problemer må siges at gå ind under, forklarer Mikkel Løndahl.