Kommuner, der vil af med faldefærdige rønner, får alligevel ikke en hjælpende hånd fra staten.
Regeringen havde ellers varslet en 'nedrivningspulje', men den bliver ikke til noget. Den kommer i hvert fald ikke på finansloven i 2012, skriver jp.dk.
Det vækker stor skuffelse blandt borgmestrene i de såkaldte udkantskommuner.
"Det er et alvorligt problem, og jeg gerne invitere ministeren til besøg i Lolland, så han kan få syn for sagen," siger borgmester i Lolland Kommune Stig Vestergaard (S) til jp.dk.
Siden 2009 har der været en pulje, så kommuner som Lolland kunne få økonomisk støtte til at rive faldefærdige rønner ned, men selvom den nye regering har oprettet et specifikt ministerium til områderne - Karsten Hansens Ministerium for by, bolig og landdistrikter - bliver nedrivningspuljen altså ikke en del af rød regerings politik.
Blandt politiske modstandere vækker det også forbløffelse.
"Jeg begriber ikke, at regeringen ikke ønsker at prioritere det her. Der har været meget snak, og der har været mange flotte formuleringer om at lytte og tage hensyn til alle egne, men her har vi et konkret eksempel, hvor man gør det modsatte," siger Eva Kjer Hansen (V), medlem af Udvalget for Landdistrikter og Øer, til avisen.
Kilde: jp.dk