Vi risikerer at komme i en situation, hvor kommunerne ikke giver et forsvarligt tilbud.
Advarslen er klar fra pædagogernes fagforbund BUPL. Forbundet har fået Epinion til at lave en undersøgelse blandt landets kommuner, som viser, at 88 procent næste år vil flytte handicappede børn fra specialinstitutioner over i almindelige børnehaver og vuggestuer.
Men halvdelen af kommunerne har ikke tænkt sig at flytte ressourcer med til børnene.
"Hvis man ikke lader ressourcerne følge med, så risikerer man at give et dårligere tilbud både til de handicappede børn, men i virkeligheden også til de øvrige børn. Så hvis man alene gør det af sparehensyn, og det kan jeg godt frygte, så synes jeg, at vi har et problem," siger BUPL's formand, Henning Pedersen.
Ifølge ham er det helt afgørende, at ressourcerne bliver flyttet med. Pædagogerne skal have efteruddannelse i de specifikke handicaps, som børnene har, og normeringerne skal op, så der er tilstrækkeligt med pædagoger. Ellers kan opgaven ikke løses forsvarligt, for pædagogerne er pressede nok i forvejen.
"Rent fagligt er vi som pædagoger uddannet til det, og vi er også parat til det, men paratheden har selvfølgelig sin begrænsning, når man oplever nedskæringer det ene år efter det andet. I forvejen har vi svært ved at få en hverdag til at hænge sammen for de børn, som er i institutionerne i forvejen. Hvis vi så også skal have børn, som kræver en ekstraordinær indsats, og ikke får tilstrækkelig ressourcer til det, så frygter jeg både for de handicappede børn, men også for de øvrige," siger Henning Pedersen.
Han understreger, at problemet ikke kun handler om de år, børnene går i vuggestue og børnehave, men om resten af deres liv.
"Specielt i forhold til handicappede børn er en tidlig og målrettet indsats helt afgørende for at sikre nogle gode livsmuligheder. Men det gælder sådan set alle børn. Det handler om at blive parat til at klare sig i livet, det handler om at bruge børnehaven som afsæt for at få et godt liv, og det er det, man sætter på spil, når der ikke er tilstrækkelige ressourcer til at gennemføre det, vi som pædagoger ved, at der skal til," siger Henning Pedersen.