Er du chef i en kommune, får du i dag 200.000 kroner mere om året, end du gjorde for tre år siden. Lønstigningen er procentmæssigt dobbelt så stor som den, dine medarbejdere har fået.
Det skriver ugebrevet A4.
Dermed er eksempelvis folkeskolelærere og social- og sundhedsassistenter hægtet af i lønkampen i forhold til deres chefer.
Den udvikling vækker ikke begejstring hos formand for FOA, Dennis Kristensen.
"Den almindelige ansatte har taget ansvar for den økonomiske krise, mens der intet hensyn er blevet vist fra topledernes side. Tværtimod har de taget rigtig godt for sig af retterne," siger Dennis Kristensen til Newspaq.
Formanden for foreningen af kommunale chefer, Jørgen V. Christiansen, vil ikke forholde sig til beløbet på 200.000 kr., som A4 nævner, men ser derimod lønstigningerne som en konsekvens af kommunalreformen.
"Når man overgår fra en kommune med 6.000 indbyggere til én med 50.000, så er lønniveauet højere," siger han, og fortsætter:
"Derudover er der mange af cheferne, der er gået fra traditionelle tjenestemandsansættelse til kontrakt ansættelse, når man gør det, får man et kontrakttillæg for afskrivningen af egenpension," siger han.
Han kan dog godt forstå, at nogen har svært ved at forholde sig til sådanne stigninger, når kommunernes økonomi er så presset. Men det er mest fordi tallene bliver brugt i en forkert sammenhæng, siger han.
"Ja, det kan jeg godt forstå, når nogen bruger lønstigningerne som forklaring på, at kommunernes økonomi er så presset, og at cheferne burde gå ned i løn. Der synes jeg, at det kræver en forklaring, inden man begynder at mene noget, som faktisk ikke er korrekt," slutter han.
De nye tal kommer bag på kommunalordfører for Socialdemokraterne, Rasmus Prehn.
"Det er overraskende meget, at chefernes løn er steget, men det skal ses i sammenhæng med større ansvar i kommunerne," siger han.
"Men ud fra et retfærdighedsmæssigt synspunkt, kan man godt undre sig over, at cheferne skal have så meget i løn, når kommunernes økonomi er så presset."
Han afviser dog, at politikerne vil blande sig.