Ikke alle kommuner vil acceptere, at indenrigsministeriet har givet dem afslag på at hæve skatterne næste år.
I Stuer kommune har man fået afslag, men det vil kommunen trodse i håb om at bedre økonomien.
"Hvis vi får lov uden straffeafgift, så har vi de flere penge i kassen, og det har vi godt brug for her i Struer kommune. Vi ligger med en landet laveste omkostninger til service i blandt de 98 kommuner, så vi har meget brug for at få styrket vores indtægtsside," fortæller Stuers borgmester, Niels Viggo Lynghøj.
Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) frarådede tidligere i dag, at kommunerne handler mod regeringens beslutning.
"Nu må de så overveje, om de vil sætte skatten op alligevel, men det fraråder jeg. Fordi de første to år de sætter skatten op, kommer de faktisk til at aflevere til staten senere hen," forklarer Bertel Haarder om statens straf til kommuner, der laver skattestigninger uden grønt lys fra Slotsholmen.
Kommunen kender til den økonomiske straf, men vil stadig hæve skatten, selvom det kan komme til at koste.
"Hvis kommunen sætter skatten op uden at være en af de tolv kommuner, så modregner man os i vores bloktilskud. Det er en jo en politisk beslutning fra regeringen side, sådan er de jo, " siger Niels Viggo Lynghøj.
I alt 12 kommuner har fået lov til at hæve skatten næste år, og dermed fik 20 kommuner afslag.