Selv om en byretsdommer har givet en alvorligt syg kvinde medhold i, at Helsingør Kommune har snydt hende for et fleksjob, så holder kommunen igen med at betale hende den erstatning, som hun er berettiget til.
Det betyder, at kvinden efter fire års sagsbehandling stadig sidder med et uopfyldt krav. Og det selv om kommunen har valgt ikke at anke dommen.
Læs dommen her.
”Det er uhørt uforskammet, når en dommer klart har sagt, at kommunen har handlet forkert. Det er katastrofalt, at kommunen fortsat trækker sagen langdrag,” siger Kurt Lilja, der er gift med den syge kvinde.
Uforskammet behandling
Kvinden er selv så svækket af sygdom, at hun ikke ønsker at stå frem.
Hun har flere lægeerklæringer på, at hun har svær knogleskørhed, men fik alligevel afslag på både førtidspension og fleksjob. Men det er ulovligt fastslår dommen, der er den første af sin art. Som beskrevet i Avisen.dk tirsdag kan det nu betyde, at en stor gruppe syge danskere i samme situation også har krav på erstatninger.
”Det overrasker ikke mig, at kommunen nu igen trækker sagen i langdrag. Den har været uforskammet hele vejen igennem. Men vores økonomi er ærlig talt ved at være tyndslidt på grund af kommunens brøler. Min kone vil gerne snart have de penge, hun er blevet tilkendt,” siger Kurt Lilja.
Vil ikke snyde nogen
Jobcenter Helsingør afviser, at kommunen trækker sagen i langdrag og spilder skattekroner på advokatsalærer til en sag, som allerede er afgjort.
”Vi er ikke ude på at snyde nogen. Jeg garanterer, at kvinden får de penge, vi skylder hende. Men domstolen har kun sagt, at vi skulle have givet hende et fleksjob. Ikke, hvor meget vi skal betale hende. Det skal vi opgøre nu, og derfor har vi brug for flere oplysninger fra kvinden. Før vi har dem, er det ulovligt at udbetale pengene,” siger Anders Mørk Hansen, Beskæftigelses- og Erhvervsdirektør i Helsingør Kommune.
De oplysninger, kommunen vil have af Kurt Liljas kone, er, om hun har fået penge fra andre - for eksempel fra en forsikring. Hun skal også oplyse, hvilken type job hun mener, at hun kunne have klaret, dengang hun søgte om fleksjob.
Kommunen vrøvler
Den forklaring giver kvindens advokat Mads Pramming, ikke meget for.
”Kommunen var under retssagen enig i, at beløbet kunne opgøres til mere end 400.000 uden renter. Kommunen har aldrig bedt mig eller min klient om oplysninger vedrørende forsikringer eller lignende. Det er noget vrøvl, når kommunen siger, at det er ulovligt at betale pengene nu. For mig at se er det ulovligt at lade være. Det lader til, at vi skal i retten en gang til,” siger Mads Pramming.