Herhjemme burde vi kalde statsminister Anders Fogh Rasmussen for Komiske Fogh – for hans evindeligt manipulerende og sommetider løgnagtige påstande om den vestlige koalitions irakiske succes er lige så håbløse.
Komiske Fogh har, siden invasionen blev indledt, konsekvent fastholdt, at Irak befandt sig i en positiv udvikling. Da Forsvarets Efterretningstjeneste tidligere i år kom til at formulere det åbenlyse – nemlig at Irak befinder sig midt i en hæslig borgerkrig – tog de ifølge Fogh fejl. Da den ene danske soldat og officer efter den anden, som har gjort tjeneste i Basra, fortalte om, at sikkerheden for de danske tropper var så usikker, at de stort set intet kunne udrette, tog de igen ifølge statsministeren fejl.
Komiske Fogh ved nemlig bedre – det går strålende i Irak.
Med Nyhedsavisens afsløring i dag af, at Fogh vildledte Folketinget, da han påstod, at det var Iraks regering, der bad den danske regering om at trække sig ud af Basra, er sagen blevet meget alvorlig. Det passer nemlig slet ikke – det forholdt sig ifølge den irakiske viceudenrigsminister lige omvendt:
Danmark tryglede i månedsvis den irakiske regering, der gerne ville have beholdt de danske tropper, om at få dem til officielt at bede om en tilbagetrækning. På den måde kunne Fogh herhjemme postulere, at krigsdeltagelsen havde haft et formål – at der nu var skabt så trygge rammer, at der slet ikke længere er behov for danske tropper.
Med den irakiske ministers afsløring af, hvad der foregik bag lukkede døre, har Fogh tilsyneladende misinformeret Folketinget – og sagen bør få alvorlige konsekvenser. Vi kan ikke stole på de evindeligt rosenrøde betragtninger af situationen i Irak, som statsministeren giver os – fordi enhver oplysning bliver fordrejet, så den irakiske katastrofe kommer til at fremstå som demokratiets store sejr.
Komiske Fogh, du er ikke til at stole på.
Læs hele sagen:
Anders Fogh fuskede med Irak-forklaring
Interview: Vi bad ikke nogen om at forlade os
Baggrund: Irakisk minister sår tvivl om Irak-exit