Af Frederik Roed | frro@avisen.dk
Næsten alle kvinder har den lige ved hånden: en usynlig liste over deres mænds mange fejl og mangler, som de kan trække op af håndtasken ved det mindste anløb til et skænderi.
Det har mænd ikke. Og det er en katastrofe for forholdet, mener psykoterapeut Martin Østergaard.
»De fleste mænd er ekstrem konfliktsky og tager det som en personlig kritik og en krigserklæring, når hun begynder at læse op fra listen. Vi hopper i flyverskjul og hører kun budskabet om, at vi er dovne, bagstræberiske og fraværende, men mellem linjerne forsøger hun bare at trænge igennem med et debatoplæg, hvor hun vil høre, hvad vi synes, der skal gøres ved problemerne,« forklarer Martin Østergaard.
Stå fast på hendes fejl
Løsningen er derfor ikke at kræve kvindernes liste med fejl fjernet, mener Martin Østergaard. Mænd skal derimod give sig tid til at udarbejde en tilsvarende liste, som de kan svare igen med, når der er optræk til et skænderi i køkkenet.
»Det kan godt være, at helvede bryder løs, og hun både vil råbe og græde, men vi skal stå fast på hendes fejl. Den velbevarede hemmelighed er nemlig, at hun drømmer om at få det her modspil, hvor hun kan mærke, at vi er nærværende og tager ansvar for forholdet. Det kan løse utrolig mange problemer og bringe os videre, når vi begynder at blive kloge på hinandens fejl, og ikke bare mandens,« siger Martin Østergaard.
Tag ansvar, mand
Mandeterapeut Annette Jønsson tror ikke på listerne.
»Kvinder har selvfølgelig brug for et modspil, men de her lister kan nemt ende i det rene mudderkast, hvor manden bare skubber ansvaret fra sig ved at fokusere på hendes fejl«, siger hun.
»Mænd skal gøre op med sig selv, hvor de ikke vil gå på kompromis, men til gengæld tage ansvar for at gøre noget ved de fejl, som han kan se, at hun faktisk har ret i,« mener Annette Jønsson.
Mænd har utroligt svært
ved at finde kvinders fejl, når det gælder. Derfor har vi på
Nyhedsavisen – i samarbejde med psykoterapeut Martin Østergaard -
udarbejdet en standard-liste over de 10 mest almindelige fejl hos
kvinder - lige til at klippe ud og bruge.
1. Du går til angreb, i stedet for at fortælle, at du er ked af det.
2. Du undlader at forføre mig seksuelt.
3. Du glemmer at rose og anerkende mig.
4. Du kritiserer mig, i stedet for at anerkende, at jeg bare har en anden mening.
5. Du kalder mig selvglad, når jeg praler, i stedet for at siger, at jeg er cool.
6. Du påpeger mine fejl, men indrømmer ikke dine egne.
7. Du spørger mig, men svarer selv. Og bliver sur over svaret.
8. Du spørger, hvad jeg tænker, når du selv vil fortælle om dine følelser.
9. Du dømmer mig på forhånd på grund af dårlige erfaringer, i stedet for at betragte mig som uskyldig.
10. Du blander dig i min måde at være sammen med børnene på, i stedet for at rose mig for at gøre det anderledes.