Socialdemokraternes Anne Vang er netop blevet valgt som Københavns børne- og ungeborgmester. Og med sine 26 år bliver hun Danmarks yngste.
Den nye overborgmester, Frank Jensen, meddelte allerede i går, at socialdemokraterne ville sætte sig på børne- og ungeborgmesterposten i Københavns Kommune, og at Anne Vang var hans personlige favorit til posten.
Den nye borgmesterpost sker som led i de borgmesterkabaler, der skal gå op efter sidste uges kommunalvalg, skriver politiken.dk.
I alt skal syv borgmesterposter besættes, og det mest vindende parti har førsteret til at vælge, hvilke poster de vil besidde.
Som bekendt har socialdemokraterne valgt Frank Jensen som overborgmester. Derefter valgte SF Bo Asmus Kjelgaard til posten som borgmester for Teknik- og miljøforvaltningen, og Venstre valgte at lade Pia Allerslev sidde på posten som kultur- og fritidsborgmester, som hun har regeret de seneste to år.
Den fjerde borgmesterpost er altså nu gået til Anne Vang, og dermed er der stadig tre poster tilbage.
Det drejer sig om socialborgmesterposten, beskæftigelses- og integrationsborgmesterposten og sundheds- og omsorgsborgmesterposten. Her er det SF, der har retten til at vælge post.
Herefter kan Enhedslisten vælge mellem de to tilbageværende poster, mens Det Radikale Venstre, med Klaus Bondam i spidsen, får den sidste borgmesterpost.