Mens verdens toppolitikere sveder i den mexicanske badeby Cancún, trodser tusindvis af danskere i dag frosten for at slå et slag for klimaet.
Faktisk går klimaforkæmpere verden over i dag på gaden til den verdensomspændende demonstration "There's no planet B" - på dansk, "Der er ingen planet B".
En af de danske initiativtagere er Jørn Andersen, der er medlem af klimabevægelsens danske hovedbestyrelse.
"Alle iagttagere siger, at der ikke kommer til at ske noget på COP16. Så vi skal ud og gøre folk opmærksomme på, at der ikke sker noget, og gøre folk opmærksomme på, at der er grund til at protestere," siger han til Newspaq.
En, der også synes, der er grund til at protestere, er den socialdemokratiske miljø- og klimaordfører, Mette Gjerskov. Selvom forhandlingerne er i fuld gang i Mexico, skal borgerne ikke bare læne sig tilbage og vente, mener hun.
"Det er ikke kun en politisk sag. Det er en borgersag. Det er et borgerkrav, at politikerne sætter sig ned og tager en beslutning. Det synes jeg både som politiker og som borger," siger hun til Newspaq.
Hun håber, at budskabet kommer ud i alle politiske kroge.
"De beslutninger, vi træffer om klimaet i år og næste år, bliver helt afgørende for vores børn og børnebørn. Så jeg står gerne i både fem og ti graders frost for at tale om det," siger hun.
Hun når da også et smut til Mexico for at forsøge at påvirke sine politikerkollegaer mere direkte.
Sidste år, da klimatopmødet blev afholdt i København, mødte 100.000 mennesker op, men Jørn Andersen forventer noget helt andet i år.
"Sidste år var en exceptionel situation. Vi har det succeskriterium, at vi skal være flere end i 2008, og der var vi altså under 1.000," siger han.
I 2009 endte demonstrationen i en masseanholdelse, hvor 250 demonstranter endte i det udskældte klimafængsel i Valby. Men Jørn Nielsen og de andre initiativtagere har ikke gjort noget for at undgå en lignende situation.
"Der var ikke noget sidste år, der var værd at skrive hjem om. Hvis der var nogen, der overreagerede, var det politiet. Det er en familievenlig demonstration, hvor man kan komme med barnevogn, rollator, hanekam eller jakkesæt," slår han fast.
Demonstrationen går fra Axeltorv til Christiansborg i København, hvor den slutter.
Foruden Mette Gjerskov, vil flere af hendes oppositionskolleger ligeså vel som repræsentanter fra Mellemfolkeligt samvirke, Folkekirkens Nødhjælp samt NOAH og Byggefagenes Samvirke tale ved demonstrationen.