Et klart flertal i befolkningen vil have dagpengeperioden forlænget ud over de to år, som de borgerlige, herunder De Radikale, aftalte i deres genopretningspakke i 2010.
Det viser en meningsmåling foretaget af Wilke for Newspaq.
I alt mener knap 65 procent af de adspurgte, at dagpengeperioden skal forlænges. En del af disse (24 procent) peger dog på, at perioden kun skal være en smule længere, eksempelvis et år.
"Jeg kan godt forstå, at mange er bekymrede over de ændringer, der er sket. Men det er, fordi fagbevægelsen og S-SF har kørt en skræmmekampagne om, hvad der vil ske, når den toårige dagpengeperiode er indfaset," siger Venstres arbejdsmarkedsordfører, Ulla Tørnæs.
Hun henviser til, at Socialdemokraterne har sagt, at 38.500 ledige risikerer at miste dagpengene til sommer. Et tal som Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd siden har korrigeret.
Ulla Tørnæs fastholder behovet for en kortere periode trods den massive modstand.
"Vi har forkortet dagpengeperioden, fordi vi på sigt får mangel på arbejdskraft. Derfor har vi brug for alle hænder og hoveder," siger hun.
Dansk Folkeparti, der arbejder for en midlertidig forlængelse af dagpengeperioden, hæfter sig ved, at en stor del af de adspurgte blot vil forlænge dagpengene for en kortere periode.
"Undersøgelsen giver et billede af, at vi ikke er helt galt på den vedrørende dagpengeperioden. Selvfølgelig er der nogen, som gerne vil have så lang en dagpengeperiode som muligt. Men de fleste er også realistiske og kan se, at det ikke er rimeligt, at vi har en af verdens længste dagpengeperioder. Der skal arbejdes på at få folk i job," siger arbejdsmarkedsordfører, Bent Bøgsted.
Hos Enhedslisten glæder arbejdsmarkedsordfører, Christian Juhl, sig over, at målingen bakker op om de røde partiers ønsker om en forlængelse af perioden.
"Det er sådan, at både arbejdsløse og folk i arbejde er klar over, at det her har vidde konsekvenser. De folk som ryger ud over kanten vil skabe et voldsomt pres mod mindstelønningerne, når vi kommer over på den anden side af 1. juli næste år," siger han, og understreger, at han helst så en dagpengeperiode på minimum fem år, ligesom kriterierne for optjening bør lempes.
Christian Juhl vurderer, at omkring 20.000 bliver ramt. De borgerliges skøn ligger noget lavere, 5.000 - 6.000 personer.
Fredag kom det frem, at Helle Thorning-Schmidt - som en konsekvens af uenigheden med De Radikale - vil lade arbejdsmarkedets parter forhandle en modernisering af dagpengesystemet, herunder periodens længde. Den strategi bakkes op af Dansk Folkeparti og Enhedslisten.
Sådan blev der spurgt og svaret
Et flertal i Folketinget har besluttet at sænke dagpengeperioden fra fire til to år for at spare på de offentlige budgetter.
Men et stort mindretal er imod, fordi det vil betyde, at nogle folk står uden indtægt allerede næste sommer.
Synes du, at dagpengeperioden skal forlænges, så den er længere end to år.
Ja - 38,2 procent
Ja, men kun en kortere periode (for eksempel et år) - 26,2
Nej - 29,9
Ved ikke - 5,7
Undersøgelsen blev foretaget på internettet blandt 521 repræsentativt udvalgte danskere. Den statistiske usikkerhed er cirka tre procent.
Kilde: Wilke