Tre små piger blev godt forskrækkede den 6. januar i år, da en 64-årig mand pludselig blottede sig for dem, mens de var i børnehave.
"Han stak sit lem ind igennem et hegn til institutionen," siger Carsten Andersen, fra kommunikationsafdelingen i Midt- og Vestsjællands Politi.
Politiet anholdt i går den 64-årige, efter han var vendt tilbage til gerningsstedet. Da man i børnehaven opdagede, at han luskede rundt på området, tilkaldte de politiet. De fik mandens navn og lagde så to og to sammen.
Manden nægter ikke, at han har været ved børnehaven den 6. januar, men han indrømmer ikke at have blottet sig.
Politiet ser dog sagen som afsluttet.
"Der har været nogle tekniske beviser. Og manden har ingen fornuftig forklaring på, hvad han lavet ved institutionen," forklarer Carsten Andersen.
Han kan ikke komme med flere detaljer i sagen. Men understreger, at politiet er meget glade for at have fanget blotteren.
"Det giver jo en masse utryghed, når der render sådan en her rundt, og man ikke ved, hvem han er," siger Carsten Andersen.