- Jeg har både pligt og ret til at udtrykke mine holdninger.
Sådan siger formanden for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, efter hun i dag blev frikendt for at kalde medlemmer af Islamisk Trossamfund for landsforrædere.
- Jeg er lettet, for det er altid belastende at være part i en retssag. Jeg har brugt meget tid på at forberede sagen sammen med min advokat og derefter tre fulde dage i retten, siger hun i en pressemeddelelse.
Under den såkaldte Muhammed-krise i vinteren sidste år, skrev Pia Kjærsgaard i et nyhedsbrev i januar 2006 blandt andet, at Islamisk Trossamfund opførte sig som en femte kolonne-virksomhed og var landsforrædere. Og det står hun ved.
- Jeg er overbevist om, at mange danskere i de hektiske vinterdage i 2006 følte som jeg, siger hun.
Pia Kjærsgaards udfald kom Islamisk Trossamfund kom efter, at en gruppe af imamer i december 2005 havde rejst rundt i flere muslimske lande og blandt andet fremvist Jyllands-Postens karikaturtegninger af profeten Muhammed.
Det var Islamisk Trossamfund, der havde anlagt sagen for injurier. De skal som en del af dommen nu betale sagens omkostninger på 40.000 kroner, men har dog oplyst, at de vil anke afgørelsen.