Frederiksholm Kirke i Sydhavnen kan blive et nyt Ungdomshus.
Provst i Vesterbro Provsti Sten Wenzel-Petersen foreslår nemlig nu, at de tidligere brugere af Ungdomshuset på Jagtvej enten kan købe eller leje sig ind i kirken. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
- Kirken vil være oplagt som nyt ungdomshus. Der er god plads, og den ligger tilbagetrukket med langt til nærmeste nabo, så de unge kan larme så meget, de har lyst til, siger Sten Wenzel-Petersen.
Frederiksholm Kirke er allerede sat til salg, og da det lokale menighedsråd har godkendt, at kirken kan lukkes og sælges, mangler kun kirkeministerens formelle godkendelse.
Advokat Knud Foldschack, talsmand for Fonden Jagtvej 69, som forsøgte at købe det tidligere ungdomshus på Jagtvej i København, finder forslaget meget interessant .