Danmarks forhold til Kina har lidt skade af, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har holdt møde med Tibets åndelige leder, Dalai Lama.
Sådan lyder det i en erklæring fra det kinesiske udenrigsministerium dagen efter mødet på Marienborg, oplyser flere medier.
Dalai Lamas kampagne for Tibets løsrivelse fra Kina gør ifølge meddelelsen, at Løkke ikke kan tillade sig at gennemføre et sådant møde uden at skade relationerne mellem Danmark og Kina.
Derfor kræver Kina, at Danmark tager konkrete skridt til at rette fejl i Tibet-relaterede spørgsmål og sikre, at der ikke kommer negative følger.
Dalai Lama har været i eksil i Indien siden flugten fra Tibet, der fulgte en opstand mod Kina i 1959. Lama siger selv, at han ikke ønsker løsrivelse men tibetansk selvstyre.
Lars Løkke Rasmussen har selv forsvaret mødet ved at fastholde, at det udelukkende er af privat karakter.
Den forklaring har flere partier i Folketinget dog haft svært ved at acceptere.