Når dødbidderjobbet og middeltilværelsen bliver lidt for meget, så kan det være fristende at tænde for computerspillet og kæmpe sig til tops i den kriminelle underverden.
Hvis man bor i Kina, så har det dog nu den konsekvens, at det kan være starten til ens egen, virkelige kriminelle løbebane.
Kulturministeriet i landet har nemlig forbudt websider at offentliggøre eller tilbyde spil med gangster- eller mafiatemaer. Ministeriet lover, at alle, der overtræder loven, vil blive straffet hårdt, skriver det kinesiske nyhedsbureau Xinhua.
Spillene blev forbudt, fordi de "forherliger obskønitet, hasardspil og vold" og "underminerer moralen og traditionel kinesisk kultur," stod der på ministeriets hjemmeside mandag.
"Disse spil opfordrer mennesker til at bedrage, plyndre og myrde, og de glorificerer gangstertilværelsen," stod der videre.
Spillene er foreksempel bygget op omkring film som 'Godfather' og 'Scarface'.