Af David Trads | chefredaktør

Weekenden var langtfra nådig ved Ny Alliance: Lars Kolinds platte forslag om at sætte skatten ned for kun sine fynske vælgere virkede komisk. Gitte Seebergs pludselige afvisning af den lovede EU-folkeafstemning syntes uprofessionel. Malou Aamunds fortsatte bekymringer om det fornuftige i at gå ind i politik decideret umodent. Naser Khaders påståede mindefond, hvori foredragshonorarer skulle indsættes og gives til gode palæstinensiske formål, fandtes slet ikke.

Godt gammeldags rod hærger Ny Alliance – og det er indlysende noget skidt midt i en valgkamp, hvor partiets opbakning fortsat er så stor, at alt tyder på, at Naser Khader afgør, hvem der bliver den næste statsminister. Der er grund til at ærgre sig over rodet, idet Ny Alliances to primære politiske mål – kampen for en langt lavere indkomstskat og for en fast og humanistisk udlændingepolitik – er afgørende for samfundets udvikling. Khader kan flå VK-regeringen ud af den ubehagelige skruestik, som Dansk Folkepartis populister har fastholdt Fogh & Co i siden 2001.

Khaders politiske dristighed – stærkest dokumenteret under Muhammed-krisen, og da han brød med De Radikale – er fortsat udtryk for et historisk mod, som er beundringsværdigt. Mens især lederne af Venstre og Socialdemokraterne er klinisk renset for drømme og visioner, er det altså en befrielse at opleve Khaders klare prioriteringer.

De problemer, som hans kampagne nu befinder sig i, skygger selvsagt for det politiske projekt. Khader må derfor sørge for at få bedre styr på sit partis politiske meldinger – og han må sørge for konsekvent at udtrykke sig så præcist, at han ikke selv kan blive grebet i at sige noget forkert.