Det er sagt mange gange før: Man skal udnytte sine muligheder, hvis man vil have point med hjem fra en fodboldkamp.
Det gjorde Horsens ikke i lørdagens svære udekamp mod FCK i Parken, og det kostede dyrt, erkendte Horsens-træner Kent Nielsen efter kampen.
- Det var helt klart FCK, der var bedst - også fordi de er mere effektive end vi
er - men vi spiller alligevel en god kamp ud fra vores synspunkt. Vi har
tre gode muligheder, og hvis vi skal have point mod FCK, skal vi udnytte
de store chancer, sagde Kent Nielsen til TV 3+ efter kampen.
Han mente, at Horsens i store perioder af kampen havde godt styr på FCK og ærgrede sig derfor over målet, hvor Morten Nordstrand scorede efter en god aktion fra Ailton Almeida ved baglinjen.
- Det er altid ærgerligt at få mål imod sig. Vi kommer til at kigge lidt forbold ved målet, og det udnytter FCK godt. Men vi føler os ikke vildt pressede, og jeg synes, at vi forsvarede vores
straffesparksfelt godt, sagde Kent Nielsen.
FCK-stræner Ståle Solbakken erkendte, at FCK s spil ikke var helt i top, men glædede sig over sejren.
- Horsens er et hold i fremgang, og som lå lige med os i tabellen inden kampen. Så det var fint med en sejr, sagde Solbakken til TV 3+.
Han glædede sig samtidig over Ailton Almeidas fine detalje, der førte til Morten Nordstrands scoring, og håber, at den udskældte brasilianer er ved at komme op i gear.
- Det var godt lavet af dem begge. Ailton er bedst, når han udfordrer og kommer op i fart. Desværre har han ofte kikset den sidste aflevering til sin medspiller, når det svære er lykkedes, sagde Ståle Solbakken.