Der er store huller i den katolske kirkes hemmelige arkiv, der er ved at blive endevendt for at undersøge mistanker om en række seksuelle overgreb.
Ifølge kirkens talsmand, Niels Engelbrecht, forsvandt flere vigtige papirer fra arkivet under en flytning for syv-otte år siden, og det gør det meget svært at undersøge sagerne.
Og det er beklageligt, siger han.
"Vi har ledt højt og lavt og alle steder. Men der er simpelthen noget, som vi efter ugers intens søgning må konstatere, vi ikke kan finde," siger Niels Engelbrecht til Berlingske Tidende.
I alt drejer det sig om 26 sager, hvor katolske præster i Danmark er anklaget for overgreb og tilnærmelser.
Flere af de sager, hvor papirerne er forsvundet, drejer sig ifølge Berlingske Tidendes oplysninger om nulevende præster og personer. Niels Engelbrecht afviser, at kirken bevidst har fjernet papirerne.