Han kom ind på en politistation i London i går, som om intet var hændt, og sagde, at hans navn var John Darwin, og der måske var nogle, der ledte efter ham. Det var der. I fem år har John Darwin været forsvundet. Hans venner og familie har i flere år affundet sig med, at John Darwin var død. Dræbt på en kano-tur i Nordsøen 21. marts 2002.
Den aften dukkede han ikke op på sit arbejde som fængselsbetjent, og en storstilet eftersøgning blev stablet på benene. Men John Darwin var væk. Hans kano blev fundet smadret ind mod kysten et par dage senere. Og eftersøgningen blev med tiden indstillet.
Ingen ved noget
Et halvt år efter Darwins forsvinden prøvede hans kone at få ham erklæret død. For som hun dengang sagde til en britisk avis:
»Det er svært at sørge uden at få tingene afsluttet. Som det er nu, er jeg i limbo, og der er intet, jeg kan gøre ved det.«
Ifølge britiske medier er hun i dag flyttet fra landet, og det var derfor John Darwins to voksne sønner, som hentede ham på politistationen i London. Indtil videre har han ikke fortalt hverken medier eller politibetjentene, hvad han egentlig har foretaget sig de sidste fem et halvt år.
Spekulationerne er dog allerede gået i gang, og flere medier skriver, at forsvindingsnummeret muligvis har haft noget at gøre med jobbet som fængselsbetjent. Derfor skulle han have flygtet fra England og gemt sig i Sydamerika.
Indtil videre kender ingen dog sandheden ud over John Darwin, som alle britiske medier nu kæmper for at finde før konkurrenterne. Alle vil have svaret på det meget simple spørgsmål: Hvorfor?