Flere detaljer om, hvordan og hvorfor seks danske unge onsdag kæntrede i en båd i Norge, kommer nu frem.
Ifølge de to overlevende Søren Thuesen og Niels Højlunds egen forklaring, var båden kun omkring 20 meter fra land, da en slange til bådens motor knækkede af sin tilkobling, og motoren satte ud.
Slangen røg ned i noget vand i bunden af båden, og trods ihærdige forsøg på at sætte den på, lykkedes det ikke, skriver bt.dk.
På grund af den hårde vind drev båden længere og længere ud på havet, og på et tidspunkt kæntrede den.
Oplysningerne kom frem fredag aften, hvor de to overlevende Søren Thuesen og Niels Højlund mødtes med pårørende til de fire druknede.