Kæmpestjerner findes. De lever kort, og ender deres liv i en kæmpe eksplosion - en såkaldt supernova.

Så langt er forskerne enige.

Nu har et nyt fund imidlertid sendt forskerne tilbage til regnemaskinen for at finde ud af, hvad der sker derefter.

"Fundet rejser det ømtålelige spørgsmål om, hvor tung en stjerne egentlig skal være, for at kunne danne et sort hul. Hvis en stjerne på 40 solmasser ikke kan, hvad kan så?" spørger Norbert Langer fra universitet i Bonn til Science.com.

Det er fundet af en superstor såkaldt magnetar, der skaber problemerne for forskerne.

Hidtil har man ment, at alle stjerner over 25 gange Solens vægt ville blive til sorte huller efter en supernova - men denne stjerne er langt tungere end det, og er stadig ikke faldet sammen til et sort hul, hvorfra intet, ikke engang lyset, kan undslippe.

Magnetaren vejer faktisk dobbelt så meget end den såkaldte Tolman-Oppenheimer-Volkoff-grænse, der ellers siden 1939 har været den øvre grænse for, hvornår stjerner endte den sidste del af deres liv som et sort hul.

Små stjerner under grænsen ender deres liv som hvide dværge, mens større stjerner under grænsen ender som neutronstjerner. En magnetar er en særlig neutronstjerne, hvor tyngdekraften er usædvanlig stærk. Ofte er den 1,000,000,000,000,000 gange stærkere end tyngdekraften på Jorden. Alle stjerner over grænsen skulle I stedet blive til sorte huller.

Den nyopdagede stjerne er 16.000 lysår væk, og er en del af en stjernehob, der er dannet for mellem 3,5 og 5 millioner år siden. Det gør fundet meget specielt, da den er en af kun få kendte unge magnetarer i vores solsystem - og er den første, der bryder de bestående fysiske love.